Lad os gå lidt mere i dybden med, hvad du skal se efter, alt efter dine planer for, hvad du skal bruge din nye pc til. Og som skrevet i den første del, så vær realistisk, når du på forhånd afskriver, at din pc skal bruges til spil og vælger en skrabet model - og i den anden grøft skal du selvfølgelig også være realistisk, før du investerer et femcifret beløb i en pc, der skal opfylde dine ambitioner om at redigere video.
Internetpc'en
For mange er den ideelle internetpc en bærbar pc med mindst 512 megabyte RAM til Windows XP og Linux eller 1 gigabyte til Windows Vista og Mac OS X. Som udgangspunkt er enhver ny pc på markedet anvendelig til internet - du kan ikke gå galt i byen med hensyn til processor, harddiskplads eller grafikkort. Du får imidlertid, hvad du betaler for, så hvis du planlægger at skulle bruge mere end en time dagligt ved pc'en, så er det en god idé at betale lidt ekstra for et bedre tastatur (både på den bærbare og som tilbehør til den stationære), en bedre mus, lidt ekstra hukommelse (1 gigabyte eller mere), en bedre skærm (altid en god investering) eller en bedre processor.
Familiens internetpc
Når pc'en er mere end til blot e-mail, søgning efter bageopskrifter og netbanken, så stiller det lidt større krav. Det gælder især for den pc, der skal fungere som arbejdsplads for hele familien. Her er det en god idé at vælge en pc med en ordentlig supportaftale. Det betyder ikke, at man skal sige ja tak til ethvert tilbud om at betale flere hundrede kroner for ekstra support, men man skal i det mindste sætte sig ind i betingelserne for den service, forhandleren tilbyder. For når pc'en skal bruges af en hel husholdning, så stiger risikoen for nedbrud, og der er samtidig flere, der er afhængige af, at pc'en fungerer, når regningerne skal betales, eller skoleopgaven skal afleveres.
Familiepc'en bør være en stationær pc. Hvorfor? Rengøring! En person, som spiser halvdelen af sine måltider foran pc'en kan være nok til at give den en særegen finish efter få måneder, men fire familiemedlemmer med samme dårlige vaner kan hurtigt få et tastatur til at lyde som som en elefant i en cornflakesfabrik. Og med en stationær pc kan tilbehøret udskiftes, hvis der spildes sodavand i tastaturet, eller skærmen har fået permanente fingeraftryk.
Minimumskravene er mindst 1 gigabyte hukommelse og meget gerne mere. Man bør også vælge en processor, som enten ligger i den øvre ende af de billige serier (som Intels Celeron) eller i den prisvenlig ende af fuldblodsprocessorerne (som Intels Core 2). Grafikchippen er et sted, hvor man bør sørge for at vælge noget, der ikke helt fortabt til 3D. De fleste modeller med grafikchip på bundkortet er ikke kraftige nok til at køre andet end desktop-programmer som en webbrowser og et tekstbehandlingsprogram. Og til familiepc'en vil der uundgåeligt være et behov for mere end det. Her kan man komme langt med selv et billigt grafikkort med mindst 128 megabyte hukommelse. Køber man en stationær pc har man dog heldigvis den mulighed, at man ikke behøver træffe den beslutning omgående, men kan vente og se tiden an, da et grafikkort er relativt simpelt at installere senere hen.
Softwaren er nok det vigtigste, når det gælder familiepc'en. Har du børn, så er du nok nødt til at vælge en pc med Windows, da der nok vil være programmer, som de vil kræve, som enten ikke findes til Linux eller Mac, eller hvor programmerne er tilstrækkeligt anderledes i forhold til Windows-versionerne, så det kan give problemer. Får du et godt tilbud fra forhandleren, så kan det være fornuftigt at købe Microsofts Office-pakke som tilbehør til den nye pc. Du kan ikke få den samme pris senere, og den Works-pakke, der ofte følger med en ny Windows-pc, har problemer med at kommunikere med andre programmer. Alternativt kan du selvfølgelig bruge OpenOffice.org-pakken, som til privat brug kan stort set det samme som Microsoft Office, men er gratis og findes i en udmærket dansk version, selvom stavekontrollen ikke er helt på samme niveau som Microsofts.
Studiepc'en
Som studerende er din pc ét af dine vigtigste arbejdsredskaber. Brug derfor hellere lidt ekstra på et fornuftigt køb. En bærbar pc er et godt valg. Der er plads til den på et kollegieværelse, du kan tage den med på studiet eller til møder i projektgrupper. En kompakt bærbar kan være tiltalende, hvis du skal transportere den dagligt, men en lidt større model kan være mere behagelig at arbejde ved, når en projektrapport skal sættes sammen. Du skal til gengæld bekymre dig mindre om specifikationerne og mere om, hvorvidt tastaturet behager dig, om skærmen er god for øjnene, og om der er et fornuftig strømforbrug.
For studiepc'en er hukommelse igen nøglen til fornuftig ydelse, men du kan have et studie, hvor der er behov for at arbejde med multimedier. Her er det en god idé at forhøre sig hos de studerende på årgangene over dig, da det er trist at være den eneste Windows-bruger, hvis alle andre bruger Mac. Mindst 1 gigabyte hukommelse og gerne mere. Du bør også sørge for, at du har muligheden for at brænde cd'er og gerne også dvd'er, da det kan være en god måde at overføre filer mellem to pc'er, når en projektrapport skal sættes sammen. Selv med USB-nøglerne kan der være begrænsninger med pladsen, og nogle gange er en cd rar at have som en ekstra backup. Det er også billigere at brænde 6 cd'er til sin projektgruppe med filerne til projektet, end at udstyre alle medlemmer med USB-nøgler.
Spil-pc'en
En spil-pc kan let løbe op i over 20.000 kroner, men hvis det er din første spil-pc, så er der ingen grund til at spilde så meget på den. Indkøb af en god spil-pc er en videnskab i sig selv, men her er et par hints: Så meget hukommelse som muligt. Det vil sige mindst 2 gigabyte. En hurtig harddisk. Det vil sige mindst en 250 gigabyte 7.200 rpm SATA (tag dig ikke af forkortelserne, din forhandler ved, hvad du mener). En god processor (AMD Athlon, Athlon x2 eller Intel Core 2, Core 2 Duo). Et grafikkort med 256 megabyte hukommelse. Hvilket grafikkort? Det er en jungle, men gå efter et kort med 256 megabyte hukommelse og en pris mellem 1.000 og 2.000 kroner. Gå hellere efter et lidt for billigt kort til at starte med, da det er en forholdsvis let opgradering - og noget du vil skulle opgradere omkring hver 18. måned, hvis du vil holde trit med de nyeste spil. Lad være med at købe kort til meget over 2.400 kroner. Disse kort er topmodellerne og vil kunne fås meget billigere et halvt eller helt år senere. Og den ekstra ydelse er kun pengene værd for de absolutte entusiaster.
Hvis du er utilfreds med ydelsen i et spil, så husk at forsøge at opgradere din grafikkortdriver, før du går shoppingamok efter et nyt kort.
Multimediepc'en
Hvad enten det er Photoshop, 3D Studio Max, Final Cut Pro, så er der én vigtig specifikation, du bør gå efter lige nu på markedet: Flere processorkerner. Hvad betyder det? Jo, det betyder, at du i praksis får to processorer, som kan deles om opgaverne på din pc, og det er ideelt til alle former for multimedieopgaver. Gå derfor efter AMD Athlon x2 eller Intel Core 2 Duo. Ja, der er også processorer med fire kerner, men lige nu får du ikke nok for pengene her, medmindre du virkelig skriger efter mere regnekraft til eksempelvis 3D-rendering.
Hvis du skal bruge din pc til at redigere video, så er Apples Mac det bedste valg på grund af softwaren. Selv den software, der følger med en Mac, er bedre til videoredigering, end meget af det ikke-professionelle software, der fås til Windows. Før du kaster dig over en pc til videoredigering bør du dog tænke dig om en ekstra gang, om du nu virkelig kommer til at bruge den til det formål. Vær ærlig. Hvis du har mange halvredigerede hjemmevideoer, som aldrig er blevet redigeret færdig, fordi processen har været for besværlig, så giv dig endelig i kast med en videopc. Har du aldrig optaget andet end et par episoder af Friends på VHS, så er det nok ikke sandsynligt, at du bliver den næste Lars von Trier, bare fordi du køber en Mac.
Billedredigering stiller lidt færre krav til hardwaren end video. Alligevel bør du også her sørge for at få så meget hukommelse, som du synes, du har råd til. Og masser af harddiskplads. 500 gigabyte kan hurtigt få ben at gå på til video, men bør være mere end rigeligt til selv den mest entusiatiske digitalfotograf. For begge typers vedkommende bør du også investere lidt ekstra i en rigtig god skærm. Til billedbehandling er det til gengæld lidt mere dødt løb mellem Windows og Mac. Men vær opmærksom på, at genvejene i programmer som Photoshop er forskellige på de to platforme, så det kan give problemer, hvis man senere skal skifte. Til amatørfotografen er der også programmer som Corels Paintshop Pro og open source-programmet GIMP i en lidt mere overkommelig prisklasse end den fulde version af Photoshop.
Hvis du er til lyd - og det gælder også til video - så sørg for at vælge en pc med et godt lydkort. Det behøver ikke være det ultimative surroundlydkort beregnet til computerspillerne, men det bør være et selvstændigt lydkort med flere typer indgange. Det selvstændige lydkort vil give dig en langt bedre indspilningskvalitet end de lydkort, der typisk er integreret på pc'en. Ofte vil et godt lydkort være noget, du skal købe og installere særskilt, men visse pc-forhandlere giver dig også mulighed for at vælge det ved bestillingen. Vær dog opmærksom på, at mange vil skrive, at pc'en leveres med surroundlydkort eller lignende, men i praksis vil der være tale om et integreret lydkort, som ikke er optimalt til professionel lydredigering.
For alle multimediepc'erne bør du naturligvis også være opmærksom på, at de skal kunne brænde dvd'er - ikke kun cd'er. Det vil de fleste nye pc'er dog kunne. Hvis du virkelig vil være bleeding-edge kan en Blu-ray-brænder eller HD DVD være tillokkende, men priserne og det begrænsede antal afspillere gør, at det i bedste fald vil være mest anvendeligt til at tage backup af dine video- eller 3D-projekter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar