
Du kan i praksis aldrig få for meget hukommelse til en almindelig pc. Mere hukommelse er den bedste opgradering, du kan investere i, men det er ikke altid, du har valget, så lad os se på, hvad forskellige mængder hukommelse kan give dig.
Under 256 MB
Glem alt om Windows XP og Office. Vælg skrabede modeller af Linux. Lad være med at tage chancen med ældre udgaver af Windows, som ikke længere bliver opdateret for sikkerhedshuller.
256 Megabyte (MB)
Du kan køre Windows XP og gå på internettet, men skal ikke forvente hurtig afvikling af tunge hjemmesider (video eller Flash). Ældre versioner af Microsoft Office vil kunne afvikles, men samtidig med internetprogrammer vil systemet opleves som langsomt. Du vil med fordel kunne skifte til Linux.
512 Megabyte (MB)
Du kan køre Windows XP, Microsoft Office og de fleste billedbehandlingsprogrammer uden større problemer. Du skal dog forvente, at længere internetsessioner kan opbruge hukommelsen og gøre systemet langsommere, indtil du genstarter pc'en næste gang. 512 megabyte er for lidt til de fleste nyere spil. I dag er 512 megabyte et udmærket valg til en mobil bærbar pc.
1.024 Megabyte (MB)/1 Gigabyte (GB)
Windows XP kører fremragende selv med nyere versioner af Microsoft Office og med billedbehandling. Windows Vista vil køre hæderligt. De fleste nyere spil vil kunne afvikles, omend ikke i fuld kvalitet.
1,0 - 4,0 Gigabyte (GB)
Nu er vi oppe i kapaciteter, der gør pc'en til en god spilpc eller en god pc til videoredigering. Med så meget hukommelse vil det nu være andre flaskehalse, der bliver afgørende for ydelsen.
Typen af hukommelse kan også have betydning. DDR2 er hurtigere end almindelig DDR SDRAM og kan gøre en væsentlig forskel til hukommelsestunge opgaver som spil og video, men også til afvikling af mange programmer. Du kan også finde DDR3-hukommelse, som er endnu hurtigere, men også dyrere. Denne type er først og fremmest beregnet til kraftige spilpc'er, og de fleste brugere vil være bedre tjent med at bruge pengene på at udrydde andre flaskehalse, før de investerer i DDR3-hukommelse. Priserne falder dog hurtigt på hukommelse, så det er en god idé at se på de aktuelle tilbud, hvis man er på udkig efter en kraftig pc.
Typen af hukommelse skal passe sammen med processoren og bundkortet, som dikterer den hastighed, hukommelsen kan arbejde ved. Som regel vælger pc-producenterne den optimale hukommelsestype til processoren, men specielt hvis man sammensætter en spil-pc er det et punkt, man skal være opmærksom på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar