tirsdag den 1. maj 2007

Hvad med Mac?

Apple MacBook Pro (foto: Apple)Apple har en meget trofast fanskare og et glimrende omdømme, specielt når det gælder bærbare pc'er. Men al respekt for de glade Mac-brugere, så er der nogle ting, man skal være opmærksom på, hvis man overvejer en Apple-pc.

Mac har et fast sammentømret brugermiljø, som er den bedste kilde til at få hjælp med tekniske problemer. Men har du ingen venner eller familie, som er Mac-brugere, så skal du være forberedt på selv at skulle finde løsninger på dine problemer.

Ikke alt udstyr fungerer med en Mac. Det gælder blandt andet visse printere, ligesom man skal være forberedt på at benytte Mac'en egen software til scannere og digitalkameraer. Det ser de fleste Mac-brugere heldigvis som en fordel.

Ikke alt software fås til Mac. Microsofts Office-pakke er som regel en halv version bagud, og selvom der er kommet flere spiltitler til Mac, så er de også forsinkede. Til gengæld er der også mange glimrende programmer, som i dag fås til Mac.

Er du vant til at bruge Windows og anser dig selv for en rutineret Windows-bruger, så skal du være forberedt på, at Mac vil virke fremmedartet. Indlæringskurven for de fleste nye styresystemer er i dag heldigvis lav, så man hurtigt kommer i gang, men for Windows-superbrugere kan det være frustrerende at begynde forfra på en Mac.

Mac-folket vil hævde, at du i dag kan køre Windows-programmer på din Mac. Det er dog en sandhed med modifikationer. Apple har frigivet et testprogram kaldet Bootcamp, der gør det muligt at installere og køre Windows på en Mac, men det er altså Windows, der kører på Mac-hardware. Det kræver desuden, at du har en kopi af Windows XP, som du har lov til at installere på din Mac. Bootcamp bliver en del af den næste udgave af Mac OS X, men er indtil da blot et testprogram med begrænset support.

Designet fremhæves som Apples største force, og Apple skiller sig da også ud fra de fleste konkurrenter. Men design er en smagssag, og udseendet er ikke alt. For visse brugere vil det eksempelvis være vigtigere, at en bærbar virker solid, og de foretrækker derfor eksempelvis Lenovos Thinkpad-pc'er. Så lad ikke Apples ry for lækkert design forblænde dig, hvis din smag i virkeligheden går i en anden retning. Pc'en skal være et arbejdsredskab.

Prisen er heldigvis blevet bedre for Apples pc'er de sidste par år, så selskabet nu er mere konkurrencedygtigt i forhold til eksempelvis Dell. Samtidig med et større udvalg af software gør det Apple til en leverandør, som man bør overveje i sin købsproces. Men Apple har også en markedsandel på under fem procent af verdensmarkedet, så der er masser af pc-brugere, der vælger alternativerne. Derfor skal man ikke vælge Apple, bare fordi de ofte højrøstede Mac-brugere anbefaler det. Man skal vælge Apple, hvis det er den pc, man har brug for.

Ingen kommentarer: