tirsdag den 1. maj 2007

Bærbar: Kæmpeskærm eller mobil?

Der findes to typer bærbare pc'er på markedet: Dem der er bærbare, og dem der ikke er bærbare.

Ja, de kaldes begge bærbare, men i praksis vil man hurtigt opdage, at det ikke er alle bærbare pc'er, der er lige lette at slæbe rundt på.

Bærbare pc'er fås i dag med skærmstørrelser på helt op til 17 tommer. Det er helt fint, hvis man ønsker sig en pc, der kan stå på skrivebordet/spisebordet/sofabordet/natbordet og gemmes væk, når den ikke skal bruges. Den kan også fint sidde på dit skød foran fjerneren eller i sengen, men den er ikke til at tage med uden for hjemmets fire vægge - ok, du kan tage den med ud i baghaven eller sommerhuset, men det stiller nogle andre krav, som vi vil se på senere.

Jeg arbejder mindst otte timer hver dag på min bærbare pc, som er en bærbar pc. Den skal med mig på konferencer og hoteller, ombord på fly og færger, og jeg skal kunne holde ud at gå to kilometer gennem San Francisco med den i tasken. Det var aldrig gået med én af de store bærbare pc'er. Alt med en vægt på mere end omkring 2 kilogram bliver hurtigt trættende. For de fleste af os, betyder budgettet, at vi ikke kan gå under 2 kilogram, men i det mindste kan vi holde os omkring 2,2 - 2,4 kilogram.

Det lyder ikke af meget, men ofte skal man også slæbe en oplader med, selve tasken vejer også noget, og nogle steder er det nødvendigt med et netværkskabel for at kunne gå på nettet. Så selv et halvt kilogram barberet af vægten i forhold til de store modeller gør pludselig en forskel, når du skal storme gennem byen for at nå et tog, eller du skal have pc-tasken over skulderen en hel dag.

En anden faldgrube ved de store bærbare er strømforbruget. Ofte følger der også flere muskler med skærmstørrelsen, og så begynder det at tære på batteriet. Vær derfor særligt opmærksom på de teknologier, der kan spare strøm, hvis du vælger en stor bærbar, som du skal kunne bruge uden strømforsyning.

Til gengæld giver en stor bærbar dig et større tastatur og en større skærm. Begge dele gør de store bærbare til en oplagt erstatning for en stationær pc.

I mit arbejde ser jeg dog flere og flere af de kompakte bærbare pc'er. Det er selvfølgelig hos forretningsfolk, som har budgetterne til det, men det er også et beivdst valg. Skal den bærbare pc være mobil, så vælg en kompakt model. Hvis den bare skal stå derhjemme, så er de store modeller et fornuftigt valg. Men overvej, om du i så fald kunne bruge en stationær pc i stedet. Den vil du selvfølgelig ikke kunne tage med i haven eller i sengen, så det skal med i overvejelserne.

Ingen kommentarer: