onsdag den 26. marts 2008

Bærbar: Mobil arbejdshest

Når man som jeg bruger sin bærbare pc mindst otte timer hver eneste dag og samtidig slæber den verden rundt, så stiller det krav. Jeg er på udkig efter en ny arbejdsbærbar, og det har vist sig at være mit sværeste pc-køb nogensinde, fordi udvalget er enormt. Mine krav er:

* Vægt under 2,8 kg inklusiv batteri.
* Skærm i høj opløsning.
* Godt tastatur.
* God batterilevetid.
* 802.11n trådløst Wi-Fi.
* 2 GB RAM.
* 2 GHz Intel eller AMD processor.
* Windows Vista.
* Lækkert design.
* Budget: max. 1500 dollars.

Efterhånden har jeg indsnævret det til fem modeller og en enkelt i reserve: Dell XPS 1330, Dell Inspiron 1420, HP dv2700t, Sony Vaio CR, Lenovo Thinkpad T61. Reserven: Asus F8. Der er ingen tvivl om, at alle seks er gode køb, og det har gjort det svært at vælge, men her er et par af de tanker, jeg har gjort mig i processen. Undervejs besøgte jeg de lokale elektronikforhandlere for at prøve modellerne i praksis.

Butikkerne har dog sjældent lige netop den opsætning, som jeg er interesseret i, men alle fem modeller kan bestilles online gennem producenternes hjemmesider.

Dell XPS 1330
Lækkert design og lav vægt. Prisen er lidt højere, end for de øvrige modeller, og skærmen er 13,3 tommer i stedet for 14,1 tommer hos resten af feltet. Til gengæld føler man, at selve konstruktionen er af en højere kvalitet end eksempelvis Inspiron 1420. XPS 1330 har imidlertid en sær lille touchpad med nogle lidt løse knapper, som jeg ikke er helt solgt på.

Dell Inspiron 1420
Denne model er endnu ikke kommet til Danmark, men den er lige nu ét af de bedste køb set ud fra, hvad du får for pengene. Til gengæld føles konstruktionen billig, og den virker lidt større og mere klodset end konkurrenten fra HP. Samtidig bør man vælge skærmen med ekstra høj opløsning 1440x900 for at undgå den grynethed, som man ofte finder på mange af de billigere 14-tommer bærbare.

HP dv2700t
Dv2700t var den model, jeg først havde tænkt mig at købe, men en tur til butikken for at se den i levende live, fik mig på andre tanker. HP's Pavillion bærbare pc'er har en glatpoleret overflade både på låget og indvendigt. Den tiltrækker fingeraftryk i usædvanlig grad. Den kan dog heldigvis let gøres ren, men man skal gøre det ofte, medmindre man kan ignorere fingeraftrykkene. Samtidig giver den skinnende overflade nogle generende reflekser omkring skærmen, som kan virke distraherende. HP har også valgt at bruge denne overfladebehandling på touchpad'en. Det gør det svært at få fingeren til at glide jævnt, så det kræver lidt ekstra tilvænning.

Sony Vaio CR
Sony har lige nu noget af det bedste design. Sony har lånt lidt fra Apple og skiller sig ud med et lidt anderledes tastatur, som mange brugere nok vil stejle over, fordi det kan være lidt sværere at finde de rigtige taster, indtil man har vænnet sig til det. Til gengæld er jeg ikke imponeret over de to indbyggede læsere til hukommelseskort, hvor Sony har valgt en særskilt læser til dets eget MemoryStick-format. Har man et digitalkamera, som benytter en type kort, som ikke understøttes, er man derfor nødt til at købe en ExpressCard-kortlæser, og det virker lidt overflødigt.

Lenovo Thinkpad T61
Thinkpad er firehjulstrækkerne blandt bærbare pc'er. Er man til moderne design, så er Thinkpad ikke sagen, og det er faktisk min eneste anke imod denne model. Flere anmeldere har dog også være skuffede over batterilevetiden. Og ligesom Sony er det svært at få alle de muligheder for hukommelseskort og udvidelsesporte, som man kan ønske sig.

Tiebreakeren for mit valg bliver batteridesignet. Jeg synes, Dell har løst det mere elegant end HP på XPS 1330, mens de øvrige modeller virker lidt skrøbelige, hvis man vælger de udvidede batterier. Til gengæld falder XPS 1330 lidt uden for mit budget i den opsætning, jeg foretrækker, og skærmen er lidt mindre, end jeg er vant til. Konklusionen er, at jeg kan købe en vilkårlig af disse modeller, og blive glad. Først efter tre måneders brug, vil jeg kunne afgøre, om jeg har gjort det rigtige køb.

Ingen kommentarer: