Gummifødder
Min bærbare HP Compaq blev leveret med fire gummifødder i bunden til at stabilisere pc'en, så den ikke skrider på et glat skrivebord. Det er rart, men der gik ikke mange måneder, før den første gummifod faldt af. Nu har jeg erstattet tre af de originale gummifødder med de gummidutter, man kan købe til at sætte under møbler, og de bliver siddende. Men det ser ikke for kønt ud. Så hvis du har mulighed for det, så tag et kig i bunden af pc'en, før du køber den, for at vurdere, hvor løst gummifødderne sidder.
Gummiknapper
Jeg har generelt mange dårlige erfaringer med holdbarheden af gummi. Og det gælder især gummi, som kommer i kontakt med hænderne. På min ene mus er gummiet gået i opløsning, så selvom selve musen fungerer fint, så er den ikke længere behagelig at bruge, fordi gummiet er faldet af. Heldigvis er en mus let og billig at udskifte.
Det er straks sværere på en bærbar pc. Min Compaq har to museknapper, som også er belagt med gummi. Det vil sige, efter to et halvt års intenst brug, så er der nu kun gummi på den ene. Gummiet er simpelthen faldet af. Der gik heller ikke lang tid, før gummiet begyndte at se snavset ud. Min næste bærbare bliver uden gummi på museknapperne, selvom det giver en bedre komfort. Jeg vil i stedet se på andre materialer, som kan give samme komfort, men er mere robuste end gummi.
Riller
Riller og furer i designet er med til at gøre plastikkassen mere indbydende, men de samler også støv og snavs. Det betyder ikke noget for pc'ens ydelse, men det betyder alligevel noget for den samlede brugsoplevelse, at pc'en ikke virker gammel og slidt, og det er snavs med til. Så på min næste bærbare vil jeg forsøge at undgå for mange riller og furer, som ikke tjener noget formål. Furerne i bunden af pc'en er med til at gøre den mere solid og køle indholdet. De bliver heller ikke set, så de har ingen betydning i den sammenhæng.
Hvid finish
Min Compaq er sølvgrå plastik med grå taster. Alligevel er det nok til, at jeg kan se fedt og snavs fra mine fingre og hænder, som sætter sig på tasterne og der, hvor jeg hviler håndfladerne. Det er igen med til at få pc'en til at føles ældre, end den er. Min næste pc skal helst have sorte taster, selvom de kan være lidt sværere at læse, når man skal finde de indbyggede funktionstaster, som er forskellige fra producent til producent. Jeg vil under alle omstændigheder gå langt udenom hvid, som er endnu værre end grå.
Skrøbelig mekanik
Der er meget lidt egentlig mekanik i designet af en bærbar pc, men det er ofte her, man vil opleve flest problemer med slid. Min gamle Dell, som var forgængeren for min Compaq, endte eksempelvis sine dage med hængsler, som ikke kunne holde skærmen oppe i alle vinkler. Det er producenterne blevet bedre til, men jeg vil alligevel vælge en bærbar, hvor hængslerne føles stramme og solide.
PC Card-porten er et andet svagt led. Den bruges i dag hovedsageligt til mobilmodems, men på min Compaq havde jeg problemer med den knap, der bruges til at skubbe et kort ud. Fjedermekanismen var så følsom, at knappen ofte blev udløst, når jeg bar pc'en i min taske. Samtidig var den indbyggede fjeder alt for kraftig i forhold til den mekanisme, som holdt den på plads, så til sidst kunne knappen ikke holde sig selv inde. Jeg blev nødt til at lime den fast. Min næste bærbare skal helt sikkert have en mere elegant knap, hvor jeg ikke løber ind i samme problem.
Låsen, som holder skærmen på plads, når den bærbare er klappet sammen, er en anden skrøbelig komponent. Her har min Compaq faktisk fungeret glimrende, da den har to låsepunkter, som er med til at gøre den mekanisme mere robust. Selve knappen til at udløse låsen kunne dog have været mere elegant, da kombinationen af en fjeder og noget plastik er blevet så slidt, at jeg nu af og til skal trykke et par gange for at udløse mekanismen. Mange nyere bærbare pc'en benytter slet ikke denne type lås, så det bliver interessant at se, hvor godt de holder.
1 kommentar:
ang farven på knapperne:
Husk at vaske fingre!
din mor
Send en kommentar