fredag den 6. februar 2009

Bærbare: Bedste design

Lad os bare være helt ærlige: Udseendet er en vigtig faktor, når man skal vælge en bærbar pc. For mange af os er prisen en hæmsko, men hvis man er på udkig efter en bærbar pc, som er både mobil og tager sig godt ud, så kan det være pengene værd at gå efter lidt mere end ugens tilbud. Jeg har haft lejlighed til at prøve tre bærbare pc'er i det højere prislag uden at være urimeligt dyre for et dagligt arbejdsredskab.

Apple MacBook Pro
Apple opdaterede sidste år designet af MacBook Pro 15'' og har nu også givet 17'' versionen den samme opdatering. Det nye design er ved første indtryk stort set identisk med det gamle, men detaljerne gør en forskel. Den nye udgave er tyndere og konstruktionen virker mere solid. Skærmen er som på de fleste andre bærbare i samme prisklasse perfekt, men Apples tastatur kræver tilvænning, hvis man er vant til tastaturer fra andre producenter.

Den væsentligste ulempe er, at finishen ikke er resistent over for ridser. De fleste Mac-brugere kan skrive under på, at en Apple bærbar kan holde i mindst fem år som daglig arbejdshest, men det dyre udseende holder langt fra så længe.

Hewlett Packard EliteBook 2530p
Denne 12'' bærbare pc vil matche dit B&O stereoanlæg perfekt. Og det er en god ting. HP har valgt et meget klassisk design, som udtråler den samme afdæmpede luksus som B&O med børstet stål, sort plastik og skarpe rette linjer.

Under designet er der samtidig måske den mest robuste konstruktion for en bærbar pc i denne klasse. Selv med alle kræfter var det ikke muligt for mig at bøje panelerne i kabinettet, da jeg havde lejlighed til at forsøge mig med et eksemplar, der var skilt ad ved lanceringen af de nye modeller. Selve overfladen har HP's særlige behandling, som er modstandsdygtigt over for ridser. Selv med ståluld var det ikke muligt at ridse overfladen.

Derfor er der tale om en bærbar, som er en perfekt blanding af æstetik og robusthed til brugere, som har brug for en ultralet bærbar pc, der skal holde til jævnlige forretningsrejser. Ulempen er, at den kan være svær at finde på det danske marked.

Asus U6V Bamboo
Mit første indtryk, da jeg hørte om bambus som materiale til bærbare pc'er, var, at det var et fejlslagent forsøg på at være moderigtigt miljøvenlig fra Asus' side.

Men når man får Asus' bambus-pc i hånden opdager man, at der er tale om en overset skønhed. Selve designet er enkelt og stilrent. Det er sikkert en bivirkning af udfordringen med at forme materialet, men det komplimenterer den lyse bambus, så man selv i et travlt kontormiljø vil se den som en lille oase af asiatisk balance og ro.


Det mest overraskende er imidlertid følelsen. Når man hviler håndfladerne på bambus i stedet for plastik eller aluminium, så er det hverken for koldt, varmt eller frembringer sved. Det føles lige så meget som en forlængelse af din arm som træskaftet på en god hammer.

Ingen kommentarer: