lørdag den 23. august 2008

Er Blu-ray pengene værd?

Blu-ray er den næste generation af lagermedie til film og spil, som kan rumme 10 gange så meget som en DVD. Mange pc-producenter tilbyder Blu-ray-drev i deres modeller, men det koster ekstra. Så er det pengene værd?

Kvaliteten kan ses
På en moderne pc-skærm er forskellen på almindelig DVD-kvalitet og Blu-ray synlig. DVD'ens opløsning er skabt til et almindeligt standard-tv, mens Blu-ray er skabt til HDTV, som ligger tættere på de høje opløsninger, en pc-skærm kan klare.

Mindre udvalg, højere pris
Der er stadig færre udgivelser på Blu-ray end på DVD, og de nye film koster typisk 50% mere på Blu-ray. Hvis du er klar til at skifte til HDTV i din filmsamling, så kan Blu-ray-drevet i pc'en imidlertid være et godt og billigt alternativ til en Blu-ray-afspiller. Blu-ray-afspillere er dyre, og de fleste pc'er kan i dag sluttes til et tv.

Dine DVD'er dur stadig
Din DVD-samling kan afspilles på Blu-ray. Alle dine spil og film vil stadig fungere på en pc med et Blu-ray-drev.

Internettet lurer om hjørnet
Blu-ray kommer til at afløse DVD'en. Det vil ske hurtigst i de lande, hvor HDTV allerede er udbredt. Hvis HDTV ikke siger dig noget lige nu, og du ikke er typen, der insisterer på, at dit surroundsystem skal komme fra HiFi-Klubben, så er det nok for tidligt at vælge Blu-ray.

Lige nu er der ingen software eller spil, som udgives på Blu-ray, og det vil nok først begynde at ske om et par år. Samtidig begynder bredbåndsforbindelser og internetadgang at gøre det lettere at distribuere både film og software direkte fra internettet. Det ser vi allerede med mange onlinespil, hvor brugerne henter flere gigabytes i udvidelser og opdateringer fra internettet, og hvor spillets originale DVD blot er en nøgle, der giver adgang til onlineopdateringerne.

Spar pengene
Medmindre du har tænkt dig at begynde at købe dine film på Blu-ray, så er der ingen grund til at betale flere hundrede kroner ekstra for et Blu-ray-drev. Brug hellere de penge på en bedre harddisk, mere hukommelse, en printer, en ekstra mus eller ekstra software.

Når det er sagt, så er flere pc-producenter på vej til at gøre Blu-ray til standard. Så i julehandlen 2009 vil der nok slet ikke være nogen diskussion, fordi alle nyere pc'er med undtagelse af de billigste modeller vil have Blu-ray.

Ingen kommentarer: