tirsdag den 27. november 2007

Software: Hvad betyder OEM og Retail?

Software til en ny pc kan let koste det samme som hardwaren - i hvert fald hvis man ser på listepriserne. Der kan imidlertid være genveje til at spare mange penge, hvis man er villig til at undvære support fra leverandøren.

Kommerciel software sælges typisk i tre versioner: Retail, Upgrade og OEM.

Retail: Hyldevaren, som du finder i dit lokale elektronikvarehus. Softwaren leveres i en fin æske og med en manual. De seneste år er manualen skrumpet fra en komplet instruktionsbog til en udvidet installationsvejledning, så det er ikke dén, man betaler ekstra for. Retail-versioner er typisk op mod dobbelt så dyre som OEM-versionerne. Det skyldes, at man med Retail-versionen normalt har krav på at få support direkte fra softwareproducenten.
Man skal imidlertid være opmærksom på, at denne support ofte har en række begrænsninger, så man ikke skal forvente blot at kunne ringe til en gratis hotline, hver gang der er noget, man ikke kan finde ud af i programmet.

Upgrade: Forudsætter, at du har en gyldig licens til en ældre version af softwaren. Det kan eksempelvis være, at du har Windows XP og vil opgradere til Windows Vista. Man skal være opmærksom på, at der kan være begrænsninger på, hvilke ældre versioner der giver lov til at opgradere. Ofte vil det kun være den forrige version, der er gyldig. Har man således købt et program for 10 år siden, skal man ikke forvente at kunne bruge en Upgrade-version med den originale licens.
Det er ikke nødvendigt at købe Upgrade-versionen, hvis man vil opgradere. Retail-versionen giver som regel også mulighed for at installere den nye version som en opgradering, men med den nye licens. Ofte er Upgrade-versionen dog væsentligt billigere end Retail.

OEM: Står for Original Equipment Manufacturer, som er en betegnelse for hardwareproducenter. Softwaren er den samme som i Retail-udgaven, selvom der i visse tilfælde kan mangle forskelligt tilbehør såsom cd-rommer med cliparts eller ekstra sprogpakker. Forskellen ligger i licensbetingelserne. Med OEM-versionen ligger ansvaret for support hos den hardwareleverandør, som installerer softwaren. Køber du således en OEM-version og installerer den på din pc, så er du selv ansvarlig for support. Der følger som regel ingen manualer med OEM-versionen.
OEM-versioner er som regel betydeligt billigere end Retail, og mange vælger derfor at købe dem. Det er ikke al software, der kan købes i OEM-versioner, men både Microsoft Office og Windows sælges ofte i disse versioner. Du kan ikke købe OEM-versioner i detailhandlen, men de sælges fra de fleste etablerede internetbutikker. Licensen er beregnet til hardwareproducenter. Derfor vil forhandleren ofte sælge OEM-versionen sammen med et stykke hardware. Det kan være en mus, en harddisk eller et kabel til nogle få kroner. Prisen er ikke afgørende, da det blot er et spørgsmål om at opfylde kravene til distribution af licensen.

Ingen kommentarer: