onsdag den 2. januar 2008

Hvad skal en pc koste?

Det vigtigste kriterium for valget af en ny pc skal altid være dit behov, og hvad du skal bruge den til. Men når det er tid til at finde Visa-kortet frem, så er prisen i sidste ende en faktor, som man ikke kan komme udenom.

Når jeg bliver spurgt til råds af en ny pc-forbruger, så har de ofte set et godt tilbud på en pc til en meget lav pris. Men de ender alle med at vælge en dyrere model. Så lad os se på, hvad der lige nu (januar 2008) er et realistisk budget for en ny pc.

Langtidsholdbar brugsværdi
Du kan i dag finde bærbare pc'er helt ned til 3.000 kroner. Og i den anden ende kan du finde bærbare pc'er til over 20.000 kroner. Hvad er forskellen? I topmodellerne finder du de nyeste komponenter, og i de billigste modeller finder du komponenter, der svarer til toppen af poppen for to til tre år siden. Det betyder, at du kan forvente at få lidt flere år ud af en topmodel, før den skriger på udskiftning, end du kan med den billige model.

Det skyldes det fænomen, som i it-branchen er kendt som Moores Lov. Populært sagt siger Moores Lov, at pc-ydelsen fordobles omkring hvert halvandet år. Efter seks år vil de nyeste top-pc'er altså være 16 gange hurtigere end din seks år gamle top-model. Og springet mellem den seks år gamle superbillige pc og den nyeste top-pc kan være helt op til 64 gange kraftigere ydelse.

Hvis du køber en billig pc, skal du med andre ord nok regne med at udskifte den tidligere, end hvis du køber topmodellen.

Topmodellerne 15.000+
I den øverste prisklasse finder du pc'er, der er mere end blot et arbejds- og underholdningsredskab. For bærbare pc'er er topmodellerne dem, der eksempelvis bliver brugt til professionel videoredigering eller af forretningsfolk, som rejser og skal bruge deres bærbare pc på farten hver dag. Hvis du vil have en bærbar misundelsesværdig spilpc, så er det også i denne ende af budgettet, du skal finde dem.

For stationære pc'er taler vi om arbejdsstationer, som først og fremmest er relevante til professionelle formål. Og så er det selvfølgelig også de absolut kraftigste spilpc'er, men til spil er dine penge givet langt bedre ud i det næste prislag, hvor du i stedet kan bruge pengene på godt tilbehør som eksempelvis en stor kvalitetsskærm.

9.500-15.000
10.000 kroner er en god tommelfingerregel for den øvre grænse for et fornuftigt pc-budget, hvis du vil have en alsidig pc, som du skal bruge mange timer hver dag. Tilbehør som større skærme, software og ekstra diskplads til eksempelvis video kan øge budgettet, men det fornuftige grundsystem bør ikke koste over 10.000 kroner.

For bærbare pc'er kan der være fornuft i at gå lidt højere, hvis man har råd til det. I så fald bør man bruge pengene på modeller med lavere vægt, mere hukommelse, mere diskplads og mere strømbesparende komponenter. Eller hvis man vil bruge den bærbare pc til spil, så kan man gå efter en større skærm og et kraftigere grafikkort. Man skal blot være opmærksom på, at spildrømmene stadig er svære at forene med ægte mobilitet.

6.500-9.500
For mellem 6.000 og 9.000 kroner kan man få den nyeste teknologi og en masse software i nogle rigtigt gode systemer. Det er i dette prislag, at du finder de mest alsidige bærbare pc'er og de bedste stationære pc'er.

Faldgruberne er imidlertid, at det også er et psykologisk minefelt, som butikkerne udnytter. Når først du kan bevæget dig over 5.000 kroner, så kan du let blive overtalt til at gå lidt længere op. Så hvis 6.000 til 9.000 kroner er dit budget, skal du være ekstra opmærksom og sammenligne priser mellem forhandlere og forskellige pc-mærker og modeller.

For stationære pc'er skal du især være opmærksom på det tilbehør, du får med i prisen. Hvilken skærm og printer følger med i handlen? Får du noget med i pakken, som du ikke har brug for? Eller lever tilbehøret ikke op til dine forventninger?

For både stationære og bærbare pc'er skal du også være opmærksom på smuthuller i specifikationerne. Er der den mængde hukommelse og diskplads, du ønsker? Er det den rigtige software, der følger med?

4.500-6.500
6.000 kroner er i dag nok det bedste budget for en bærbar pc, og det også i det prislag, du finder gode stationære pc'er. For de stationære pc'er er faldgruberne:
  • For lidt hukommelse.
  • Dårligt grafikkort.
  • For billig eller slet ingen skærm.
  • Software, der ikke opfylder dine minimumskrav.

Med bærbare pc'er er det lidt mere kompliceret. Du kan i dag finde gode tilbud omkring 6.000 kroner, men når du bevæger dig meget under den pris, skal du være ekstra opmærksom på faldgruberne:
  • For lidt hukommelse.
  • Processor med blot én kerne.
  • Desktop-processor.
  • Windows Vista Home Basic i stedet for Premium.
  • Ingen software.

3.000-4.500
Bærbare pc'er til under 4.000 kroner er som regel for godt til at være sandt. Det er ofte modeller med komponenter, der er beregnet til stationære pc'er, og der er også sparet på hukommelse og diskplads. Du skal ikke forvente at finde de bedste skærmtyper eller batterilevetider i dette prislag. Til gengæld kan det være en glimrende løsning, hvis du ikke forventer at skulle bruge mange timer om ugen med pc'en.

Problemet er, at de fleste af os har begrænset tålmodighed, når det gælder pc'er. Og med de billigste modeller skal du ikke forvente at kunne køre selv forholdsvis almindelige programmer uden ventetid. Hvis du er til Linux eller har god tålmodighed, så kan du imidlertid få fornøjelse ud af en bærbar pc til under 4.000 kroner, men de fleste forbrugere ender med at ærgre sig over, at de ikke brugte lidt mere.

For stationære pc'er er situationen helt anderledes. Jeg bygger selv mine pc'er fra grunden, og de to seneste systemer jeg har bygget, har kostet mellem 1.500 og 3.000 kroner. Du kan sagtens finde en spil-pc til 3.000 kroner, hvis du vel at mærke er opmærksom på, at der ikke følger noget tilbehør med. Hvis du allerede har en skærm, mus, tastatur og en ekstra Windows-licens, så er det absolut et realistisk budget.

Du kan også finde en god stationær internet-pc med Windows i dette prisleje, men igen skal du være opmærksom på, at de ofte bliver solgt uden skærm.